Profil
Ph.d. coach og underviser
Jeg hjælper dig med at finde ro, retning og styrke i dit Ph.d.-liv
Fra ingeniør til ph.d.-coach
Jeg hedder Liv Gish og brænder for at støtte ph.d.-studerende og deres vejledere i at skabe mere meningsfulde og effektive arbejdsliv. Jeg er uddannet ingeniør i produktudvikling og produktionsprocesser og fik i 2012 min ph.d.-grad i innovationsprocesser fra Danmarks Tekniske Universitet.
Hvorfor gode arbejdsvaner blev min passion
Gennem mine år i universitetsverdenen – som ph.d.-studerende, postdoc og senere lektor – udviklede jeg en særlig interesse for hvordan man arbejder som forsker: Hvordan planlægger man realistisk? Hvordan skriver man effektivt? Og hvordan skaber man arbejdsvaner, man kan holde til i en foranderlig forskningsverden?
Samarbejde med universiteter i ind- og udland
I 2021 forlod jeg min faste stilling på Danmarks Tekniske Universitet for at blive selvstændig ph.d.-coach og underviser. I dag samarbejder jeg med danske og internationale universiteter og tilbyder coaching, workshops og kurser til ph.d.-studerende, vejledere og ph.d.-administratorer.
Min vej
Hvordan startede det hele?
I eventyret om Rumleskaft praler en møller af, at hans datter kan spinde halm til guld. Hun bliver sat på prøve – og føler sig helt fortabt. Den følelse ramte mig første gang, jeg sad alene med et tomt Word-dokument og skulle omsætte bunker af data til en artikel om idéarbejde.
Der dukkede ingen trold op, men jeg fandt hjælp i et skrivekursus fyldt med værktøjer, der hjalp mig i gang – og det gav mig glæden tilbage. Jeg begyndte at undervise andre ph.d.-studerende og blev gradvist mere optaget af skriveprocesser, planlægning, coaching, og undervisning.
Min superkraft
Vi har alle noget, vi er særligt gode til. Min styrke som coach og underviser er, at jeg møder folk dér, hvor de er – med oprigtig nysgerrighed og respekt. Det er vigtigt for mig at skabe trygge rum, uanset om det er i en 1:1-session eller i et undervisningslokale.
Konkrete redskaber
Jeg er god til at skabe struktur i kaos, og min praktiske tilgang gør, at deltagerne går fra undervisningen eller coachingen med konkrete redskaber – og mod til at ændre deres relationer, arbejdsvaner eller beslutningsprocesser.
Min tilgang
Når jeg arbejder med ph.d.-studerende, handler det ikke kun om gode råd – men om at skabe rammer, hvor vi sammen undersøger, hvad der virker for dig, og hvorfor.
Jeg arbejder med lavpraktiske strategier, men altid med blik for helheden: Hvordan udvikler man arbejdsvaner, der holder? Hvordan håndterer man kompleksitet og usikkerhed uden at brænde ud? Og hvordan bevarer man fokus og faglig glæde gennem et langt forskningsforløb?
Løbende fremdrift
Min tilgang er konkret og fokuseret. Vi arbejder med værktøjer, strukturer og refleksion. Vi deler store opgaver op i realistiske delmål og sikrer løbende fremdrift – uden at gøre processen rigid.
Når vi ændrer arbejdsrutiner, opbygger nye vaner eller håndterer relationer på nye måder, ser jeg det som et eksperiment. Som i forskning prøver vi noget af, evaluerer og justerer. Noget virker med det samme, andet kræver tilpasning – og det er helt normalt.